Ja, når man nærmer sig weekenden er det godt at have lidt lækkert til aftenskaffen. Kaffen springer jeg nok lige over, men citronmousse er altså svær at sige nej til! Så fik jeg da også lige brugt en citron og de æggeblommer jeg havde bagerst i køleskabet. jeg elsker også citronfromage, men jeg kan faktisk bedre lide den lidt blødere og mere cremede konsistens den her mousse har.
Citronmousse 3-4 pers
1 1/2 blad husblas
1/2 dl citronsaft (1 stor citron)
75 g sukker
4 past. æggeblommer
kornene af 1 vanillestang (jeg kunne ikke finde alle mine!)
250 ml piskefløde
1. Blød husblassen op i koldt vand i 4-5 min.
2. varm citronsaft i en gryde sammen med sukker (varmere end lillefingervarmt)
3. Knug husblassen for vand, rør den ud i citronsaften og tag straks gryden af varmen.
4. Tilsæt æggeblommerne og piske det hele til lyst skum med et piskeris.
5. Tilsæt vanillekornene og lad massen køle af (ellers smelter den fløden)
6. Pisk fløden til blødt skum, vend det hele forsigtigt sammen og fordel i portionsglas.
7. Lad moussen stå på køl i min 3-4 timer.
Nu vil jeg kravle under et varmt uldtæppe resten af aftenen, for jeg magter ikke mere kulde i dag :) Der dansede pingviner rundt inde i bilen i morges, der var sne over det hele og bilen tog en 180 graders rutchetur. Nu er det weekend! :)
...
Det med tæppet holdt ikke længe! Pixi har lige ringet med sin klokke og vil en tur ud.. Hun er fuldstændig ligeglad med at det er koldt og sneer ;)