

I mine eksperimenter med mejerifri kost, kom der inden turen til Berlin denne lækre choko-omelet inspireret af Katrine på morgenmenuen hos mig. Jeg kan godt lide den salte morgenmad, men den er altså bare bedst med OST på tallerknen. Og så er det bare som om, at når kokos i diverse afskygninger tages ind på menuen for at højne fedtenergiprocenten, så falder morgenmaden nemt i den søde kategori. Jeg er stadig ikke helt overbevist om, at den søde morgenmad ikke lokker mig i fordærv senere på dagen i form af øget lyst til det søde. Jeg sikrer mig derfor god mæthed ved at have højt fiberindhold i den søde morgenmad. Denne choko-omelet er ingen undtagelse - og så smager omeletten vitterligt af kage. Jeg spiste ikke op, så et stykke blev gemt til dessert dagen efter. Hermed fik jeg også testet, at omeletten smager ganske fremragende kold. Den er fortsat dejlig svampet, så skal der lidt lækkert på menuen om eftermiddagen kunne disse bages i blinispande og serveres med bær og nøddesmør.
choko-omelet (LCHF)
(1 pers.)
2 æg
½ dl kokosmælk
1 spsk kokosfibre
1 spsk kakaopulver
½ tsk fiberHUSK
1 tsk ægte kanel
evt. sødning**
1 tsk kokosolie til stegning
**jeg brugte tre dråber flydende Stevia Vanille
idéer til topping
ristede hakkede hasselnødder
ristede kokosflager
granatæblekerner
fremgangsmåde:
1) Pisk alle ingredienserne godt sammen i en skål.
2) Smelt kokosolie på en pande.
3) Hæld dejen på panden og steg omeletten gylden på begge side.
4) Tag af varmen og læg på en stor tallerken.
5) Top med nøddesmør og drys før servering.
Inspiration: lowcarblivsstil.dk




Velbekomme!
_____
Indlægget indeholder affiliatelinks
*Urtekram Ægte kanel er sponsoreret af viivaa.dk











