
Min far var sød at hente Pigen fra børnehave, og som tak blev en del af bærrene til denne søde overraskelse, som vi nød til en kop eftermiddagskaffe.

(4-6 portioner)
Havregrynsbund
50 g smør
50 g lys sirup
100 g havregryn
Smelt smørret i en kasserolle, og rør sirup og havregryn i. Fordel maassen i 4-6 forme uden bund, og bag dem i 10-15 minutter ved 180c varmluft.
Lad bundene afkøle i formene.
Brombærmousse
300 g brombær
60 g sukker
3-4 blade husblas (se note)
150 g kvark (skyr/fromage frais kan også bruges)
2 dl piskefløde
Skyld brombærrene og kom dem i en gryde med det vand, der hænger ved. Tilsæt sukkeret, og kog 5-10 minutter. Brug gerne en ske til at mose bærrene.
Udblød imens husblassen i koldt vand.
Passer brombærkompotten gennem en sigte, så alle kornene sies fra. Rør den udblødte husblas i brombærrene, og lad det stå, til det er lillefingervarmt.
Rør kvarken i brombærkompotten. Pisk fløden og vend den forsigtigt i.
Fordel moussen i formene ovenpå havregrynsbundene, og stil dem på køl mindst to timer før servering.
Pynt med friske bær.
Note: Tre blade husblas er nok, hvis moussen ikke pyntes for tungt eller serveres straks. Hvis den skal holde faconen mere end 10 minutter efter anretning, vil jeg anbefale fire blade.
