Klokken halv seks søndag aften blev vi de lykkelige ejere af 3 fasankokke.
Døde, forstås.
Lige midt i frembringelsen af en græskarsuppe med dukkah, som Køkkenhjælperen hjalp med at frembringe. Græskarsuppe, fordi vi også ligger under for landeplagen med at snitte græskarlygter...
Fasanerne kom op at hænge i den kølige garage natten over, og næste formiddag tog jeg den første ned for at plukke fjerene af og rense den. Det gik ikke værre eller bedre, end at jeg øjeblikkeligt stod med en god luns fjer og skind, hvorved processen ændrede karakter til flåning af fasankok. Vild jubel over at stå ude i høj sol og blæst med noget så fjernt fra et kølemontreprodukt hermetisk indpakket i plastic.
De næste to fik samme tur senere samme aften, og i fryseren ligger nu tre fasaner og en lille pose med indmad. Jeg svælger i tanker som "fasan møder karl johan og røget spæk", "fasancreme med kastanjer" eller "lille simreret med fasan, brombær og fløde"........
Sikkert er det, at jeg ikke kan vente med at tilberede dem, gerne en stormende, kold og bidende vinteraften, hvor man føler en naturlig trang til at rykke sammen om gryderne og tallerkenerne.
Snevejr og bidende frost kan godt komme an!
