De tider er forbi, hvor shady bodegaer med gulnede vinduer og Tjener Boldt-typer bag disken var de eneste steder, man kunne få smørrebrød i Aarhus. Med den københavnske smørrebrødskonge Adam Aamann som frontrunner har den danske nationalfrokost fået et gastronomisk facelift gennem de seneste ti år, og de innovative takter har også ramt Østjyllands hovedstad. Vi har sagt farvel til slappe sild og sjappet sky på skumle beværtninger og goddag til syltet makrel, gravad krondyr og glaceret svinekæbe på hippe locations. Her får du vores bud på de fem bedste smørrebrødssteder i Aarhus lige nu: Knivskarpe håndmadder hos Wassim F Høj, Grønnegade 2, 8000 Aarhus C Når det handler om stringent kokkekunst med styr på de mindste detaljer, er der i Aarhus ingen over eller ved siden af køkkenchef Wassim Hallal fra Restaurant Frederikshøj. For eksempel er restauranten den eneste i Vestdanmark, der får betegnelsen international mesterklasse i White Guide Denmark. Men vi må indrømme, at vi aldrig havde set den østjyske kokkemaestro som art mandlig smørrebrødsjomfru, før rygterne begyndte at løbe i foråret om hans deli F Høj ved åen. Stedet er efter åbningen rost til skyerne af anmelderne for ikke mindst det knivskarpe smørrebrød, der fås i seks varianter. Pålægskombinationerne lyder umiddelbart traditionelle, men naturligvis med et Wassim?sk tvist. Det er jo ikke en bodega, det her. Med 130 kroner for tre stykker efter kokkens valg er det også rasende billigt, så du har fint råd til at slutte af med en af de fine konditorkager. Blomsterberg, eat your heart out! Bonusinfo: Spisestedet bestyres af Frederikshøjs tidligere restaurantchef Samia Hansen. Sex i uldsokker på Kählers Kählers Spisesalon, M. P. Bruuns Gade 33, 8000 Aarhus C ?Det hele passede så godt sammen som sex i uldsokker og rullekrave foran pejsen til Mariah Careys julesang?, skrev Politikens poetiske madanmelder Joakim Grundahl for nylig i femstjernet anmeldelse af smørrebrødet på den stemningsfyldte spisesalon i hjertet af hippe Frederiksbjerg. Og den er god nok: Restaurantens kreative nytænkning af det klassiske smørrebrød spiller hundrede procent. Prøv for eksempel Kähler Kærlighed bestående af saltet torsk rørt med knuste kartofler og rapsolie fra Ærø pyntet med fennikel, pink grape og stjerneanismayonnaise. Eller Lysende Lækkerier bestående af fiskefrikadeller af lyssej, hakkede mandler og fennikelfrø pyntet med hjemmelavet remoulade med sortkålschips. For slet ikke at tale om Dyrekølle Med Skovbund bestående af skiver af røget dyrekølle på løgpuré med timianstegte svampe, tyttebær og sprøde løgringe. Get your groove on! Bonusinfo: Spisesalonen er ejet af keramikkongen Frantz Longhi, der også ejer konceptrestauranten Kähler Villa Dining i Risskov. Berlinsk vibe i Guldsmedegade Langhoff & Juul, Guldsmedegade 30, 8000 Aarhus C Kommunikationsbranchen kan føre til hvad som helst, bare man stopper i tide. Spørg for eksempel ildsjælen Jonas Langhoff, der sammen med sin kokkeuddannede partner Nina Juul står bag det lille spisested Langhoff & Juul i Guldsmedegade. Lokalerne har tidligere huset en kombineret café/skobutik, men i dag står programmet på servering af smørrebrød, brunch og varme retter til alt fra studerende på Tinder-dates til erhvervsfolk og kendisser. Sidste gang fik vi ? udover en attraktiv placering ved siden af en mandlig tv-vært på date med en ikke just jævnaldrende kvinde – tre håndmadder med henholdsvis syltet makrel med grøn mayo, kartoffel med hytteost og bacon samt blå kornblomst med brændt hasselnød-lakridsurt. Veltillavet, flotte smagsnuancer, godt tænkt. Og økologisk tilmed, forstår vi på menukortet. Indretningen er tidstypisk med slidte ? den korrekte term vil nok være rustikke ? træmøbler, vinflasker på væggene og præget af en berlinsk vibe, som fungerer spitze. Bonusinfo: Langhoff & Juul har været ude for noget af en shitstorm i pressen for nylig, fordi de angiveligt har sat et ulovligt ventilationsanlæg op i gården og ikke har de fornødne tilladelser til at drive restaurant. Value for money hos Foodfein Foodfein, Sønder Allé 6, 8000 Aarhus C Vores kolleger på restaurantportalen Aarhus Update var sidste år helt oppe at ringe over gourmetbageren Foodfein ved rådhuset, som i en anmeldelse udnævnte til at servere byens bedste stykke smørrebrød til prisen. Med 89 kroner for tre stykker er der indiskutabelt value for money, og så accepterer vi gerne, at madroen forstyrres af folk, der valfarter ind og ud for at købe det langtidshævede brød og de lækre kager. Brødet laves med hjemmekværnet mel og bages i egen stenovn, naturligvis, og vi er ovre i Claus Meyer-land med brug af tidstypiske råvarer som svinekæber, høstmakrel, glaskål, skovmærke og blå kartofler. Men fred være med det, når ejer Allan Enevoldsen og hans håndgangne mænd m/k har sort bælte i at lave det. Bonusinfo: Foodfein har også en række fine takeawayretter, som du kan nappe med hjem i tilfælde af øvdage eller akut dovenskab. Morten Korch i skoven Restaurant Skovmøllen, Skovmøllevej 51, 8270 Højbjerg Hvis vejret er godt, kan I jo også tage uden for byen, når trangen til rugbrød melder sig. Traktørstedet Skovmøllen i Moesgaard Skov er især kendt som idyllisk kaffe og kage-sted, men de serverer også skarpt smørrebrød indtil klokken 16 i de Morten Korch?ske lokaler syd for Aarhus. Vi er ovre i den klassiske ende med sild og karrysalat, håndpillede rejer med æg og nakkekam med svær og rødkål, men kvaliteten er uovertruffen, og råvarerne er weltklasse. For eksempel er brødet nybagt, ostene er de gode fra Arla Unika, og pølser, skinke og postejer kommer fra gårdbutikken Fru Møller syd for Odder. I kan jo give den gas i skoven bagefter, så der er ingen undskyldning for ikke at investere i tre stykker for 200 kroner. Bonusinfo: Hvis I er en større flok, er der også mulighed for at give den fuld frokostskrue med den treretters frokostmenu kaldet ?Det Store Frokostbord?. Stedet skal først forlades kl. 17, som der står i menukortet. Læs guide til 5 aarhusianske vinbarer to die for Læs guide til 5 nye restauranter du skal tjekke ud Læs guide til 5 takeawaysteder  
↧











