Selvgjort er velgjort, specielt når det drejer sig om mad - det samme gælder for knækbrød
Jeg har aldrig været den store fan af knækbrød, men efter at jeg fandt ud af at hemmeligheden ligger i at bage dem selv, så har jeg måtte overgive mig.
Hjemmebagt knækbrød er det perfekte mellemmåltid, rigt på fuldkorn og fibre. Det er overraskende simpelt, billigt og så smager det genialt med en god skive ost, frugt eller lignende.
Ingredienser;
200 g mel
1¼ dl olie (jeg foretrækker koldpresset rapsolie)
1½ dl vand
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
50 g græskarkerner
50 g solsikkekerner
50 g hørfrø
50 g sesamfrø
(Opskriften kan varieres i det uendelige. Så prøv dig frem og find ud af hvad du bedst kan lide; bare husk at der ca. skal 200g kerner i)
200 grader varmluft.
Kom vand og olie i en skål. Bland derefter de tørre ingredienser i og saml dejen.
Del dejen i to lige store dele og form dem (så godt som muligt) til firkanter. Derefter lægges hver del mellem to stykker bagepapir og rulles tyndt ud (i en passende tykkelse).
Flyt dejen over på to bageplader og fjern det øverste lag bagepapir.
Inden pladerne sættes i ovnen, skæres dejen forsigtigt ud i passende stykker (med en pizza skærer eller kokkekniv), så de er nemme at knække fra hinanden når de kommer ud.
Bag knækbrødene i 15-20 minutter til de er blevet fine gyldne.
- Køl af, knæk og server
Påsken er blevet brugt på at tage de første spadestik til min 'nye' blog med eget domæne 'frkcurting.dk'.
Glæd jer - Det bliver godt! :)
Bon Appétit