I år har jeg spist en pragtfuld indbagt linsesteg! muligvis den bedste julesteg jeg nogensinde har kreeret - De andre i familien der prøvede den, syntes også at den var helt vildt god. Det er jeg bestemt glad for, da den ellers var improviseret. Jeg havde ikke købt ind til stegen, og brugte derfor hvad der var ved hånden. Jeg håber du vil prøve at lave den, ikke blot til jul (for der er lidt længe til), men til hverdag, fest eller sågar nytårsaften om en uges tid.
Opskriften rækker til 6 personer
- Tre butterdejsplader
- 1 stort løg
- 3 fed hvidløg
- 150 gram linser (enten belugalinser eller grønne linser)
- 1 gulerod (ca. 100 gram)
- 1 lille madæble
- 60 gram valnødder (eller pecannødder)
- to håndfulde frisk spinat
- 1 tsk stødt muskatnød
- 1 tsk paprika
- 1 tsk urtesalt
- 1 spsk balsamicoeddike
- peber
- ½ tsk tørret timian
- evt. 3 skiver vegansk ost (jeg brugte Wilmersburger Wurzig)
Først tager butterdejspladerne op fra fryseren. De skal typisk tø op i ca. 20 minutter inden brug.
Løg og hvidløg hakkes fint og steges på en panden i lidt olie i ca. 8 minutter under omrøring. Imens koges linserne efter angivelsen på indpakningen. Riv gulerod og æble groft og tilsæt det til løgblandingen. Hak valnødder groft og rist dem på en hed pande under opsyn i ca. 5 minutter. Tilføj hakket spinat og krydderier samt eddike til løgblandingen.
Tænd ovnen på 200 grader
Rul butterdejspladerne lidt fladere og sæt de tre plader sammen. Når linsene er færdigkogte blendes halvdelen til fint mos, og løgblandingen fra panden, valnødder og de hele linser tilsættes og røres sammen.
Fordel farsen på midten af pladerne. Idéen er, at den skal være højere end man tror, og smallere end man tror. Placér osteskiverne på farsen og luk pladerne sammen om dejen. Bag i ovnen i ca. 40 minutter, til dejen er sprød og lysebrun.
Min steg åbnede sig på midten, fordi jeg ikke havde presset den godt nok sammen. Jeg havde desuden en smule overskudende fyld som blev formet og brugt til deller.
Jeg pyntede den åbne 'rille' med lidt hakkede nødder for udseendes skyld.
Servér til brunede kartofler, hjemmelavet kogt rødkål, svampesauce og frisk grønkålssalat med appelsin!











