I weekenden fandt jeg dybt nede i grøntsagskuffen en citron som var blevet lidt vel trist at se på - og da jeg ikke lige havde planer om rejemadder de næste par dage bestemte jeg mig for at finde et andet formål med til den - inden den blev dårligt. Resultatet kom helt tilfældigt da jeg sad og hyggekiggede i Mette Blomsterbergs søde sager - citron sorbet
Jeg havde ikke mere end den ene citron, så derfor blev saftmængden i den afgørende for hvor stor en portion det blev til.
Citronen gav ½dl saft - så selvom skallen var lidt trist manglede citronen absolut ikke noget (heller ikke i syremængde) derfor blev mængderne som følger:
½dl citron saft
2 dl vand
75 g sukker (tog vores hjemmelavede "vaniljesukker" hvor de tomme vaniljestænger ligger i)
1 tsk vaniljesukker (opskriften er på vaniljestang og det ville jeg egentlig også helst bruge, men jeg ville kun skulle bruge en kvart og det synes jeg var lidt dumt at skære en vaniljestang op for)
1 blad husblas
Læg husblassen i blød i koldt vand 10 minutters tid
Citron, vand, sukker og vaniljesukker (+ en tom vaniljestang fra sukkereret) blev kogt op indtil sukkereret lige er opløst i vandet, gryden blev taget af varmen inden husblassen kom i og smeltet sammen med citronlagen.
Det hele passeres gennem en sigte og sættes i køleskabet minimum et par timer.
Røres i en ismaskine til det er frosset godt ind. Har man ikke en ismaskine, vil jeg nok vende lidt stivpiskede æggehvider (pasturiserede naturligvis) for at tilføre lidt luft til sorbeten.
Vi spiste lidt af den til pandekager, den er blevet ret sur - noget der tiltaler mig ret meget (men jeg spiser også gerne citron rent) men som måske ikke er noget der når ud til den bredere befolkning, så næste gang jeg skal lave den vil jeg nok lave lidt mere sukkerlage i forhold til citronsaft hvis det skal bruges som en dessert. Skal den bruges som en mundfrisker mellem måltider fungerer det her ret godt vil jeg tro.
Jeg har ikke været så aktiv herinde på det sidste, hvilket egentlig også er et udtryk for at jeg ikke har været så aktiv (i køkkenet i hvert fald) ude i den virkelige verden. Gemalen der ellers plejer at stå for madlavningen har ikke været så meget hjemme, så jeg har tit stået for maden også er det blevet lidt lette løsninger, fordi jeg brugte hele sidste uge på at gøre en skolepræsentation færdig - så der er ikke sket så meget på madfronten. Nu skulle vi gerne være tilbage til normalen og jeg håber der kommer til at ske lidt mere.