Mejlgade får nu en mexikansk gourmet-takeaway, der satser på delikat finger-food og friske råvarer. Folkene bag stedet står også bag kendt sushirestaurant i Aarhus. Af Lisa Nordbo Fiil Med foråret følger blomsterknopper, afklædte dameben og kåde studerende. Men i Mejlgade står den senere i april også på mexicansk finger-food til de forårsklædte aarhusianere, når Vaca åbner på hjørnet af Mejlgade og Studsgade, hvor Rub & Stub tidligere havde adresse. Bag mexikanske restaurant står den erfarne fusionskok Morten Hansson, som efter mange år som leder i Karma Sushi nu præsenterer smilets by for den mexicanske gastronomi. Den daglige drift skal styres af Sarah Vestergaard, der har arbejdet i Karma Sushi de sidste tre år. Frisk og friteret Det er langt fra edamame bønner, tangsalat og nigiri til tacos, salsa og burritos, så hvorfor valgte Hansson, at hans nye projekt skulle dreje sig om mexicansk mad? ?Jeg kan godt lide mad fra mange forskellige slags køkkener, og jeg elsker mexicansk mad. De fleste har en idé om, at mexicansk mad er tungt og en smule fedtet, og det er der også mange, der godt kan lide. Men vi har bevidst valgt ikke at gå 100 procent efter det traditionelle mexicanske køkken, men et køkken, der falder i danskernes smag, med meget af det originale og navnlig det friske, og lidt friterede ting og spareribs, som giver det kant,? siger Morten Hansson. Friske råvarer Retterne serveres i små, adskilte bakker, så gæsterne selv kan kombinere deres tacos og burritos, også når maden er kommet hjem til spisebordet. Priserne lyder på 20 kroner for en starter og 45 kroner for en hovedret, og Vaca sætter efter eget udsagn en dyd i at prioritere friske råvarer og hjemmelavede opskrifter På menukortet er alt fra braiseret oksekød og sprøde majs til friskrørt guacamole. Derudover byder stedet også på sin hjemmelavede tequila og drinks, der garanteret giver eksotiske sommer-fornemmelser. Little Mexico i Mejlgade Hansson har arbejdet med Vaca-konceptet siden 2014 og kunne derfor også se sig overhalet, da den ligeledes mexikanske takeaway Chido for nylig åbnede lidt længere nede af Mejlgade. Men Vaca byder konkurrencen velkommen. ?Aarhus er jo en by af en vis størrelse, så jeg vil mene, at der er plads til to gode, mexicanske steder i samme gade, og det kan kun være positivt,? siger Morten Hansson. Planen er, at Vaca skal have søsterrestauranter ligesom Karma Sushi, der udover Aarhus har restauranter i Frederikshavn, Aalborg og København. At Aarhus er hjemsted for den første Vaca, skyldes ifølge Hansson en central placering og en varieret befolkningssammensætning i byen. Bonusinfo: Fra den 13-19. april er der åbningstilbud hos Vaca med gratis tacos hver dag mellem kl. 16-17. Læs artikel: Chido vil erstatte burgere med burritos Læs guide: 5 takeawaysteder for gourmetlovers Læs artikel: Takeawaysucces åbner i Aarhus SPECS Vaca Mejlgade 17 8000 Aarhus C Åben alle dage fra kl.16-21 Foto: Vaca Disclaimer: Artiklen er baseret på interview med Morten Hansson fra Vaca
↧











