De her små dejlige blomkålsfrittas er en anbefalelse værdig - de smager supergodt og tager ingen tid at lave.
Fulgte halvt med ud af øjenkrogen, i et program med de sjove Hairy Bikers, hvor de lavede de her blomkålsfrittas. Selve mængden og nærmere indhold måtte jeg sjusse mig frem til - men lavede dem nogenlunde som jeg plejer med grøntsagsdeller/små madpandekager - dejen skal være som en tyk pandekagedej.
Havde en lille portion blomkålsbuketter i fryseren, og lå også inde med fennikelfrø og parmesan, så gik i gang med det samme
De skal serveres senere som en del af andre småretter - tænker det bliver med en purløgsdressing eller måske en bacondressing ved siden, som dip.
Jeg brugte:
ca. 150 gr. blomkålsbuketter
2 æg
2 dl mælk
ca. 2 dl mel (evt. lidt ekstra)
1 spsk fennikelfrø
3-4 knsp salt og peber
2-3 spsk fintrevet parmesan
lidt hakket purløg
rapsolie til stegning
Hæld kogende vand over de frosne blomkålsbuketter og lad dem stå fem minutter (el. kog friske buketter møre). Del dem i helt små buketter.
Pisk æg med mælk og tilsæt fennikelfrø, salt og peber, purløg el. persille, rigeligt parmesan og mel. Vend de små blomkålsbuketter tilsidst.
Steg dem af i rigeligt rapsolie ved medium varme ca. fem minutter på hver side, hold øje med de ikke bliver for mørke.
Læg dem på fedtsugende papir.
Server f.eks. med tomatsalat og purløgsdressing som en lille vegetarforret, eller som en del af andre småretter - lav rigeligt af dem for de ryger hurtigt indenbords.
Velbekomme.
















