STREETFOOD Populær fiskehandler åbner city-afdeling i Aarhus Central Foodmarket 1. oktober. Nu bliver det endnu nemmere at sætte lækker, frisk fisk på spisebordet. Den 1. oktober åbner den kendte fiskehandler Havnens Fiskehus nemlig endnu en butik i den absolutte midtby i Aarhus Central Foodmarket på Skt. Knuds Torv. “Jeg glæder mig til at vise aarhusianerne nye og spændende måder at servere fisk på. Vi vil altid mønstre et bredt udvalg af sæsonens fisk og skaldyr og komponere disse med årstidens friske krydderurter og grønt,” siger kokken Jonas Tønsager, der bliver ansvarlig for den nye butik. Byder også på deli Lige som søsterbutikken på Fiskerivej kommer Havnens Fiskehus City til at byde på et stort udvalg af frisk fisk, skaldyr og kaviar. Som noget nyt vil kunderne også kunne sætte tænderne i små deli-retter med alt godt fra havet. Og så lover Jonas Tønsager, der har en fortid på en række anerkendte restauranter som Norsminde Kro og Det Gamle Mejeri, at hans store passion for østers også vil komme kunder i den nye madbod til gode. Havnens Fiskehus City åbner lørdag den 1. oktober i Aarhus Central Foodmarket og kommer i fornemt selskab med blandt andre Koch-brødrene og gårdbutikken Landmad.
Indlægget Ny fiskehandler åbner i centrum blev vist første gang den Smag Aarhus.