Smørrebrød med kryddersild og en dejlig porre-dildcreme - top evt. også med æggebåde og purløg.
Lavede porresild for mange år siden, så den er gået lidt i glemmebogen - dengang lavede jeg porrecremen med creme fraiche 38% smagt til med hvidløgspulver (og uden dild), og brugte marinerede sild som jeg vendte i cremen.
Cremen må helst gerne laves et par timer i forvejen, så den kan få lov at trække smag.
Til 2 styks smørrebrød:
1-2 gammeldags modnede krydrede sild
1 lille porre
2 store spsk creme fraiche
1 tsk tørret dild
et par drys hvidløgspulver
lidt citronsaft, salt og peber
Rugbrød og salatblade
Skær kryddersildefileterne i mundrette stykker.
Rens porren grundigt fri for jord, og skær den i ringe. Kog dem i små tre minutter, og si fri for vandet.
Rør creme fraiche med dild, lidt hvidløgspulver og smag til med lidt citron, salt og peber. Vend de afkølede porreringe heri. Stil cremen på køl til servering.
Server den evt. også som topping til et stykke med røget laks.














