Ny café med nordisk mad åbner i caféen Cille’s lokaler på Frederiks Allé. Caféen Cille’s på Frederiks Allé har i flere år serveret burgere og sandwiches til aarhusianerne, men snart er det slut. Den 14. januar åbner den nye café Kaali i Cille’s lokaler med morgenmad, frokost og aftensmad. Madstilen er nordisk, og på menuen er blandt andet sandwiches, supper, tærter, salater og aftenens ret. Fokus er på bæredygtighed, økologi og råvarer i sæson. “Økologi og bæredygtighed er nøgleord, og det gælder alt lige fra emballage til genanvendelse af for eksempel madrester til biobrændsel. Vi skifter vores menukort hver sæson, når også de aktuelle råvarer skifter. Et eksempel på en vintersandwich, som vi lægger ud med, er en sandwich med torsk, gulerodspuré, løg, grønkål og persillepesto,” siger bestyrer Karina Kongsted til Aarhus Stiftstidende. Åbningsdagen den 14. januar fejres med gratis sandwich til de første 100 gæster fra kl. 11. Efterfølgende holder caféen åbent mandag til torsdag kl. 11-21 og fredag, lørdag og søndag kl. 9-21. Læs mere om åbningseventen her.
Indlægget Ny café satser på nordisk mad og økologi blev vist første gang den Smag Aarhus.












