Fem Aarhus-spisesteder byder på unikke måltider til stor høstfest den 19. august. Hvorfor ikke fejre høsten i selskab med 999 andre – og med et super lækkert måltid mad? Det kan du den 19. august, hvor madprojektet Smag på Aarhus, foreningen Byhøst og Økologisk Landsforening i samarbejde med fem Aarhus-spisesteder inviterer til kæmpe høstfest. “Aarhus Høstfest er byens nye høsttradition. Det er Aarhus, når den er bedst. Det er en festmiddag, hvor byen og landet sammen slår sig løs og fejrer frugten af landmandens hårde arbejde til en helt unik middag midt i byen,” står der på Facebook-begivenheden. Festlighederne sker i Botanisk Have midt i byen, hvor 1.000 mennesker bænkes ved et 400 meter langt bord. Der vil være fem forskellige måltider, som er baseret på råvarer af omegnens landmænd og tilberedt af fem af byens spisesteder. Husk tallerken og bestik Foreløbig har tre Aarhus-spisesteder meldt sig under fanen til begivenheden: Den økologiske L’estragon, salat- og juicestedet Green Neighbour samt Timm Vladimirs Køkken Aarhus. Aftenen begynder klokken 17, maden serveres klokken 18 – og du skal i bedste høstfest-ånd selv medbringe tallerken og bestik. En billet koster 230 kroner, og du skal købe den på forhånd til ét af spisestederne. Du kan læse mere om høstfesten og køb af billetter her.
Indlægget Aarhus-spisesteder inviterer til høstmiddag i Botanisk Have blev vist første gang den Smag Aarhus.











