Kylling tikka masala er en af de bedst kendte kyllingeretter fra det pakistanske og indiske køkken. Den smager rigtig dejligt og er tilmed børnevenlig da retten er mild.
Denne variation er virkelig lækker ! Inspiration til retten har jeg fundet i Rushy Rashid´s bog "Mit pakistanske køkken" Jeg har ændret lidt på opskriften.
Kylling tikka masala til 2 pers.:
500 g. kyllingebrystfilet i store tern
Marinade:
1 dl. yoghurt naturel
1 1/2 tsk. af følgende:
paprika
stødt spidskommen
stødt koriander
tørret mangopulver
2 fed hvidløg, presset
2 spsk. friskrevet ingefær
1/2 tsk. tandoori-masala pulver
(køb krydderierne hos etniske købmænd - jeg køber bl.a. mine krydderier i Bazaren i Odense)
Sauce:
1 stort løg i tern
2 store tomater i tern
1 stor rød peberfrugt i halvstore tern
1 tsk. af følgende krydderier:
chilipulver
paprika
stødt spidskommen
salt
1 spsk. friskrevet ingefær
1 spsk. mangochutney
2 fed hvidløg i skiver
1 1/2 dl. piskefløde
Frisk koriander til drys.
Tilbehør: basmatiris, mintchutney og naan brød.
Bland alle ingredienser til marinaden og hæld den i en plastpose egnet til madvarer sammen med kyllingestykkerne. Lad det marinere i mindst 2 timer, men mest optimalt natten over på køl.
Hæld kylling + marinade i et ovnfast fad og steg det i ovnen ved 200 grader i 40 min.
Sauce: svits løg, ingefær og hvidløg i lidt olie i en gryde. Tilsæt krydderierne og lad dem svitse med i et par minutter. Tilsæt mangochutney og tomater.
Tilsæt nu kyllingestykkerne samt marinade fra ovnen sammen med piskefløde og peberfrugt. Lad det koge sammen i et par minutter. Smag til med salt og peber.
Tag gryden fra varmen og drys friskhakket koriander over saucen.
Servér med basmatiris, evt. salat og mintchutney.