Quantcast
Channel: Madblogs.dk
Viewing all articles
Browse latest Browse all 81480

Madarkitekternes blog: Champagnesmagning ? de søde og de gode

$
0
0

Det er ikke hver dag man bliver alt for fuld til en champagnesmagning, men det skete nu engang i lørdags hvor vi var otte personer om ti flasker. Ved et tilbageblik skulle der måske være kommet mindre i glassene under smagningen, men det er for sent at gøre noget ved og må derfor blive en anden gang. Fordi der er så mange champagner bliver indlægget delt i to, så her er første del:

Som overskriften indikerer var det en two-in-one smagning med ekstraformålet at finde en god kransekagechampagne. Den startede med seks forskellige gode tørre champagner, herunder Krug, og sluttede med hvad der skulle vise sig at være tre søde og en sød sekt. Desværre havde en af de søde champagner fået prop. Endnu mere desværre var det den, for mit vedkomne, mest interessante søde, nemlig Veuve Clicquot Vintage Rich Reserve (en temmelig sød version af ?Den Gule Enke?).

Proppen fra den stakkels syge flaske, det ser ikke godt ud.

Der blev desværre ikke lavet nogen pointbedømmelse, men der blev taget masser af notater, og de bedste vil blive fremhævet. Først kommer de tørre, men før det, en beskrivelse af det grej der var på bordet. Eftersom målet var at finde en god kransekagechampagne var der selvfølgelig et hjemmelavet overflødighedshorn. Derudover, sorte oliven, nybagt brød med malt og en masse syltetøjsglas med forskellige frugter så det var muligt at identificere en duft (et forsøg, men det virkede nogenlunde).

Første champagne var De Valloirs Brut fra www.esprit-du-vin.dk. Det var en billig en af slagsen, 140 kr., men jeg havde fået den med, så den kunne smages til kransekage. Den gjorde sit arbejde helt perfekt, og overraskede ved at passe godt til kagen. Det var ikke lige det som jeg forventede, men jeg har fået fortalt at i Frankrig drikker de tørre champagner til alt. Et par ord om champagnen; den havde duft og smag af frisk frugt, æble, pære og friske blommer. I starten var den lidt spids, men over tid udviklede den duft og smag som sød hvidvin. Selv om den var god til kagen, kunne den ikke måle sig med de fleste andre champagner, men de var også mindst dobbelt så dyre. Som det ser ud nu overvejer jeg i høj grad denne til kl. 24 til nytår.

Et lille kig på et meget presset bord, og hvad der blev til en kæmpe opvask...

Næste champagne passede egentlig også fint til kagen, om end at den var en lidt mere syrlig. Champagnen, Bruno Michel s Cuvée Blanche Brut fra www.sydfranskevine.dk, var en økologisk fætter med duft af ananas, æble, pære, marcipan og falmede røde roser. Smagen var med ananas, marcipan og korn. Flasken havde måske en smule for meget syre til kagen, men kunne sagtens drikkes til.

Champagnerne fra nu er alle 300+ kr. flasker, og derfor også i en lidt anden kategori end de to første. De to næste var begge prestigechampagner, og dermed det bedste de pågældende huse kan byde på. Den første, fra huset Henri Goutorbe solgt af Handy vine, var nok smagningens vinder. Mit første lugtindtryk var rugbrød og rosinbolle, mens andre havde æblemost, gær, korn, lattergas (?) og lidt fad.

Dejlig stemning. Naboerne var måske en kende trætte af det, men der blev ikke banket på væggen.

Anden flaske var fra Launois Pere et Fils (www.esprit-du-vin.dk), og den bød fra starten på dufte i retning af smør, syrnet mælk, kærnemælk, mirabelle. Over tid blev lugten til noget balsamisk og tawny-lignende.

Derefter gik vi et skridt ned i kompleksitet. Her smagte vi huset Ruinarts almindelige cuvée, R de Ruinart. Grunden til dette trin ned var at Ruinart?en skulle smages op imod den dyre Krug. Ved en tidligere smagning, syntes jeg de to mærker minede om hinanden og ville derfor prøve det efter. Nå, Ruinart bød på citrus, havbrise, grape, acetone (som når du fjerner din neglelak) og kaffesække. Krug bød på plastikhandske, vanilie, syret mælk, sure sokker, lidt grape, melon og nytårskrudt.

Masser af champagne.

Ud fra det skrevne minder de to ikke helt om hinanden. Men jeg husker det alligevel som om at, Ruinart mindede om en billigere model af Krug. Og jeg vil meget gerne smage dem imod hinanden igen.

Dette var så første del, næste del kommer lige straks sammen med en konklusion.

Champagnerne der blev nydt kom fra: www.esprit-du-vin.dk, Handy Vine og www.sydfranskevine.dk



Viewing all articles
Browse latest Browse all 81480