Da jeg fik diagnosen i 1996. Jeg have 4 atakker om året. Jeg blev tilbudt betainteferon. Startede på en af dem, jeg kan ærlig talt ikke huske navnet, men skulle stikke mig selv hver anden dag. Bivirkningerne var influensa symptomer. jeg havde influensa symptomer 1½ dag og efter 2 dage skulle jeg stikke igen.
Medicinen lover 25 % færre atakker.
At have bivirkninger 1½ ud af 2 dage og 3 x 14 dage atak, var for mig at sclerosen fyldte hele mit liv.
Sammenholdt var 4 atakker om året 4 x 14 dages sygdom om året.
Så vejningen for mig var: dårlig hver dag + 3 atakker eller 4 x 14 dage om året.
Valget var ikke så svært. Jeg har holdt mig væk fra medicin i 10-12 år. I den periode har jeg stort set ikke tænkt på sclerose, kun når kommunen har tvunget mig til at virkelig gøre status over hvor syg jeg er.
Idag sidder jeg i kørestol med kateter. Jeg har nedsat funktion i hænder og ingen funktion i benene.
Dette er sket med 4 atakker om året og progressiv sclerose de sidste par år.
Hvad ville være sket hvis jeg havde taget medicin? Jeg ved ikke hvor meget bedre jeg ville være med med 45 atakker i stedet for 60. Jeg ved bare at min livskvalitet er bedre.
Jeg tror man skal gøre op med sig selv om man kan leve med konsekvenserne af ens valg.
![]()