Ja, en god ekstra jomfru olivenolie er dyr. Men det er der en grund til.
Sagen er den, at god kvalitet koster penge. Der er ikke noget at gøre! Hvis man går efter god kvalitet, så må man huske på hele processen, der ligger bag. For nylig var italienske Gino Celetti i Danmark - han er formand for The Monocultivar Olive Oil Council - og han mindede os om, hvorfor en god ekstra jomfru olivenolie i hans verden umuligt kan koste under 30 Euro: For eksempel skal oliverne høstes i hånden, og det er er et hårdt arbejde, hvor arbejderen kun kan samle en begrænset mængde oliven om dagen (kun cirka 15 kilio). Dernæst kommer f.eks. tiden, der bruges på presningen og påfyldningen, og udgifterne til flasken, proppen, etiketten, afsendingen, transporten og agenten eller forhandleren, der også skal have sin betaling.
Gino Celetti opfordrede os til at være kritiske forbrugere: Eftersom en oliven som udgangspunkt er bitter/stærk/markant i smagen, så bør din olivenolie også være det, for det burde jo derfor ikke kunne lade sig gøre at fremstille en olivenolie uden smag og duft. Så hold dig fra de masseproducerede billige blandingsolier af tvivlsom oprindelse, du desværre finder en del af på supermarkedets hylder!