Frisk cremetærte m. citronsmag og pærer:
Mørdej: Smuldr smørret i melet, tilsat et par spsk flormelis og lidt vanille. Saml dejen med en spsk cremefraiche. Læg på køl mindst en halv time. Rul dejen ud (drys over med rigeligt mel), kom i en tærteform og prik bunden med en gaffel. Forbages i forvarmet ovn ved 200 grader 10 minutter.
Creme: Pisk æg med sukker og vanille, tilsæt citronsaft og lidt revet citronskal. Varm fløde og mælk (rør først lidt af den kolde mælk op med en spsk maizena, i en kop) op til kogepunktet og hæld i æggesnapsen sammen med maizenaen. Piskes hurtigt op og hældes tilbage i gryden, og varmes igen op under piskning til cremen er ved at blive tyk (må ikke koge). Køl cremen lidt af før den kommes i tærtebunden.
Skræl et par store modne pærer, fjern kernehuset, skær dem i tynde både og dryp over med lidt citronsaft.
Smør cremen ud på den forbagte tærtebund, og læg pæreskiverne pænt ovenpå. Bages i ovnen ved 200 grader ca. 25 minutter. Køl kagen af og drys med flormelis.
Mørdej:
100 gr smør
3 dl mel
2 spsk flormelis
1 spsk cremefraiche
Creme:
3 æggeblommer
3 spsk sukker
2 tsk vanille
1 spsk citronsaft
1 tsk revet citronskal
2 dl fløde
2 dl mælk
1 spsk maizena
2-3 modne pærer
Lidt citronsaft
Flormelis til drys
Tærten var lidt et eksperiment, og resultatet blev rigtig godt...
Velbekomme!