Torsk er en af mine yndlingsfisk. Men det kræver en ret præcis tilberedning for ellers kan det blive en dårlig oplevelse. Heldigvis er det ret nemt. Her serveret på en lidt festlig måde med et “låg” persille Belugalinser er sorte linser der ligner kaviar, andre linser kan sagtens bruges
4 personer
600 gram torske filet
Smør Daggammelt hvedebrød
Persille
Olivenolie
Æbleeddike
1 citron
Belugalinser
Grøntsager – her rosenkål og gulerod
Dild
Sovs: fond kogt på pighvar ben (eller rødspætte), fløde
Fonden kogt med : persillestilke, 1 skalotteløg, porretoppe, 1 gulerod
Fond/Sovs: Kog en fond af ben fra hvide fisk. Dæk fisk og grøntsager med vand og kog i 20 minutter Lad fonden køle af og sigt fonden fra. Kog fonden ned til ca. 2 dl og kom 2 dl fløde på. Kog ind til passende konsistens. Smag til med salt/peber og citron.
Crust: Blend skyllet persille med en skive brød (uden skorpe) Blend en skefuld smør i til en homogen masse. Rul nu massen ud mellem 2 stykker køkkenfilm til en meget tynd crust. Kommes på frys til den skal bruges.
Belugalinser: Skyl 1 dl linser under rindende vand. Kog dem i 3 dl vand i 20 minutter og køl af. Kom lidt rigtig god olivenolie i sammen med hakket persille. Smag til med æbleeddike, salt og peber.
Torsken: Drys torsken med salt og peber. Sæt på køl i minimum 2 timer- Kom lidt olivenolie på et ildfast fad og placer torsken oven på. Kom i ovnen ved 150 grader Torsken er færdig når den er lun i midten – ikke VARM. Tjekkes lettest ved at stikke en kødnål i torsken i et par sekunder og derefter fører den til sine læber. Nålen skal være lun.
Når torsken er næsten færdig skæres den kolde crust i stykker der passer på torskens størrelse. Læg dem oven på og kom torsken tilbage i ovnen i ac. 30 sekunder-1 minut – til crusten er smeltet ned over torsken
Grøntsager koges al dente. Vendes i smeltet smør før servering.
Anret: Kom torsken på en tallerken og en skefuld belugalinser. Kom grøntsager på og en skefuld sovs. Drys med salt og pres en smule citron over torsken.