![Kommende Torvehal i provinsen?]()
I vil have Torvehaller og ferskvaremarkeder i lange baner. Og jeres lokalpolitikere hører jer og er villige til at smide kommunale grunker efter de kulinariske projekter som var det skulpturkunst til rundkørsler før finanskrisen. Men hvor meget vil I egentligt have det, I magelige sataner?
I en artikel i Foodculture tidligere på året, slår arkitekten bag Torvehallerne i København, Hans Peter Hagens, på tromme for at Danmark sagtens kan rumme 40-50 torvehaller. Nok ikke så underligt, når man tænker på at selvsamme arkitekt sikkert også har en solid ide om hvem, der bør tegne dem. Men også blandt lokalpolitikere i landets større byer, og specielt her i København, er der den udprægede opfattelse at markedet for markeder, om man så må sige, er nærmest uudtømmeligt.
I København har vi allerede foruden Torvehallerne Bondens Marked på Østerbro og til dels Kødbyens Mad & Marked. Men der er planer om mange flere. Og derude i provinsen hvor du bor, kære gastromand m/k, er dine lokalpolitikere ved at sprænge i luften af torveliderlighed. ALLE byer med blot antydningen af et handelsliv vil have torvehaller og madmarkeder. Men er der virkeligt belæg for det eller er det en tidstypisk hype a la gågader, sivegader og førnævnte skulpturkunst i rundkørsler?
Og vi kørte da også til Flensburg for at handle ? men sgu da ikke for at handle på markedet! Vi kørte til Mutter Pötsch for at købe vores blå colaer og slik i supersize trunks.
Yours truly er født og opvokset i provinsen. Nærmere betegnet klods op af den tyske grænse. Og der var sgu hverken madmarkeder eller Torvehaller. Vi købte vores mad i Brugsen. Punktum. Fuldstændigt uanfægtet at den fagre by Flensburg lå mindre end 30 minutters køretur fra mit barndomshjems hoveddør. I Flensburg ligger der et vidunderligt madmarked med et væld af lokale produkter og råvarer i sæson. Økologiske såvel som konventionelle. Og vi kørte da også til Flensburg for at handle ? men sgu da ikke for at handle på markedet! Vi kørte til Mutter Pötsch for at købe vores blå colaer og slik i supersize trunks. Først langt, langt senere, da jeg var flyttet hjemmefra begyndte mine forældre at bruge markedet i ny og næ, og mest i aspargessæsonen.
I alle andre jydske byer af en vis størrelse har man igennem årene gjort alt for at slå lokalt handelsliv og dermed også kendskab til lokale varer ihjel ved at flytte dagligvarebutikkerne ud i rædselsfulde storcentre uden for bygrænsen, med lejemål så enorme at kun Dansk Supermarked eller COOP har mulighed for at betale lejen. Og selv om, at de store kæder i dag også har luret trenden og prøver at luske lidt torveromantik ind i de kliniske, gudsforladte og frituredunstende indkøbsmekkaer, ved, i ny og næ, at give en lokal producent lov til at fylde lidt, ikke for meget, ved indgangen eller på parkeringspladsen i håbet om at sælge nogle jordbær eller noget honning eller what ever, så er der sgu ikke meget torvehalsstemning over dette.
Jeg var yderst skeptisk angående Torvehallerne i København, som netop har rundet den første håndfuld år. Jeg frygtede i den grad et ekskluderende storcenter hvor kun de største spillere havde råd til at sparke bold og de kun de rigeste havde råd til billetten. Men jeg må indrømme, at Torvehallerne i dag er det eneste marked i København, der formår at ramme balancen i mellem det eksklusive og det folkelige. Jeg elsker Torvehallerne. Og jeg kommer der flere gange om ugen fordi der er ekspertise, der er ildsjæle, der er produkter af absolut topklasse. Men det er der jo kun, fordi sådan nogle madsnobber som jeg gider at slå vejen forbi og købe mit frugt og grønt, mine fisk og mit kød og mine vine der. Jeg gør et nummer ud af det. Det er en mission.
For I gider ikke, alle I Gastromænd og kvinder. Gør I vel? I siger at I gør. Men det gør I ikke.
Og her ligger problemets kerne for langt de fleste byer og torvehaller to be. For selv i København, hvor kvalitetsbevidste madsnobber som jeg, bor i hobetal, kan det næsten ikke lade sig gøre at drive et madmarked med ferske råvarer. I Torvehallerne bliver der mindre og mindre af det og det er ikke økologisk længere. På Kødbyens Mad & Marked som på gode dage bliver besøgt af 10-15.000 madglade mennesker kan man ikke engang opretholde illusionen om et ferskvaremarked. Det er blevet et streetfoodmarked. Og helt ærligt, hånden på hjertet, hvordan skulle det så kunne lade sig gøre i Sønderborg, Horsens, Aalborg og Slagelse? Ja, sågar Odense, Aarhus og Roskilde? Jeg vil væde med, at hvis jeg forvildede mig ind i Føtex i Kolding og spurgte de handlende om de ville benytte sig af en Torvehal, skulle de være så heldige, at få en sådan stillet til rådighed, ville 100 % svare ja. Og skulle den pågældende Torvehal blive en realitet ville I alle stå der på åbningsdagen og guffe smagsprøver. Dagen efter vil der kun være de handlende og vindhekse tilbage.
For I gider ikke, alle I Gastromænd og kvinder. Gør I vel? I siger at I gør. Men det gør I ikke. For når der skal købes ind efter arbejde eller, endnu bedre, lørdag formiddag til hele ugen, så skal det sgu være nemt, ik? Og så skal I helst kunne rulle derhen i Yaris?en og være sikker på at I kan få det hele et sted. Så skide være med at gulerødderne ikke lige blev de biodynamiske, eller at kartoflerne er dem i posen fra sidste år og at hakkekødet kommer fra udpinte malkekvæg, født og opvokset i en kreatur-kz-lejr. Ungerne kan sgu alligevel ikke smage forskel når først livet er kogt ud af den i bolognesen, eller far har forkullet hakkebøffen på grillen.
Torvehallers største fjende er magelighed og vane. To ting vi i dette land, kulinarisk set, har endog meget svært ved at bryde med. Men hey! Mon ikke sådanne Torvehaller kan bygges om til ejerlejligheder i løbet af et par år og sælges som ?New-Yorker-Loft? lige der, midt på havnen, i en hvilken som helst dansk provinsby.
![]()
