Kender du Ugeskrift for Lægfolk? Det er et nyhedsbrev om sund kost og livsstil, der udgives af noget, som kalder sig Nomedica. Man har nogle gode intentioner derinde og ønsker at give danskere oplysninger, der gør, at de kan klare sig uden medicin - helbrede sig selv igennem kost og livsstil frem for at dæmpe symptomerne med lægemidler.
Nyhedsbrevet og sitet byder på gode råd om søvn, motion, frisk luft og solbadning, men på kostfronten har de kære Nomedica-folk en stærk vegetarisk bias. Denne skinner allermest igennem, når folk skriver ind med spørgsmål om kød i kosten - det er det rene gift, får man at vide hos Nomedica.
I den nyeste udgave af Ugeskriftet fortælles historien om en ny teori om knogleskørhed, der skulle have med mangan-mangel at gøre. Man byder sine læsere på en liste over fødevarer med stort manganindhold og denne er 100 procent vegetarisk.
Pinjekerner, hasselnødder og havregryn er i Nomedicas top-3, og herefter følger en vifte af veganske sager. New Paleo-folk kan glæde sig over, at hvide ris, nødder, bær og grønne bladgrønsager ligger højt på listen, men det kuriøse er, at der mangler en enkelt fødevarer i Nomedicas top-3, hvilket man kan forvisse sig om på foodcomp.dk, som Ugeskriftet selv linker til. Og det er ...
... BLODPØLSE ...
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Det er næsten for morsomt. Et lille sølle animalsk produkt har sneget sig ind på listen over mangan-sværvægtere, men den stakkels enlige blodpølse er blevet sorteret bort af Nomedica. Den beskidte sag skulle ikke svine de herlige vegetarisk stjernespiser til. Supermorsomt, synes Kostbloggeren.
Æggeblommer, muslinger og okseboullionterninger er også gode kilder til mangan, og her har vi på fornemmelsen, at hjemmelavet fond kogt på knogler fra sunde dyr - som vi excellerer i her på bloggen - også er en fortrinlig kilde til mineralet. I hvert fald får man fra fonden alle de stoffer, som man har brug for til at vedligeholde sit skelet.
Bonus: Her finder du en supergod gennemgang af fondens lyksaligheder: Bone Health.
Bonus: Her finder du en supergod gennemgang af fondens lyksaligheder: Bone Health.