En lækker efterårskage, der samtidig pynter kagebordet flot.
.... og så er den ret så nem!
I slutningen af oktober, kom svigermekanikken til eftermiddagskaffe og det krævede selvfølgelig en kage også. Jeg kiggede i Annemette Voss' bagebog 'Bagelyst' og faldt over denne lækre kage. Jeg lavede små ændringer og den var perfekt! Super lækkert og flot!
1 kage, 5-6 personer
100 g. smør, smeltet og afkølet
100 g. marcipan, revet
Korn fra 1 vaniljestang - gem stangen
100 g. sukker
2 æg
50 g. mel
50 g. mandelmel (mandler der er ristet i ovnen og finhakkede)
4-5 blommer, skåret i halve
Bland smør og marcipan sammen med sukker, vaniljekorn, æg, mel og mandelmel til dejen er ensartet. Fordel det i en smurt rugbrødsform og fordel de halve blommer i dejen. Bag ved 150 grader i ca. 40 minutter. Lav imens konditorcremen:
Den tomme vaniljestang fra kagen
100 g. sukker
4 æggeblommer
40 g. maizena
4 dl. sødmælk
1 dl. piskefløde, pisket til flødeskum
Bland sukker med æggeblommerne i en skål. Pisk/ryst maizenaen med 1 dl. af sødmælken og kom det i æggeblandingen. Kom resten af mælken i en gryde sammen med vaniljestangen og kog det op (husk at holde øje). Tilsæt æggeblandingen under konstant omrøring og fortsæt med at piske til cremen er tyk og slår bobler. Stil på køl til cremen er helt kold. Den kolde creme vendes sammen med flødeskummet og kommes i en sprøjtepose hvorefter kagen pyntes og evt. drysses med frysetørret bær.