Undertegnede var sat stævne med de gode venner fra gastromand.dk og dennes entourage af med-smagere, for at finde (4 år i træk) julevinen 2014. Teamet op med min gode ven APJ (Madogvin) i køkkenet kunne det ikke gå helt galt med årets julemad til smagningen. Hvem husker ikke året med langtidsstegt flæskesteg der fik en tur med flammekasteren for at få sprøde svær, men den kærlige historie lader vi ligge til en anden go' gang.
Selv smagningen foregik i katakomberne under San Giovanni, der er en særlig hygge over disse lokaler og gæsterne er virkelig hensat til en nærmest romersk kælderstemning.
Der blev testet en ordentlig røvuld vine som sædvanlig og med en efterhånden oparbejdet rutine, tog det ikke alvorlig lang tid at finde en top 5. Disse 5 smages med maden som bestod af andesteg, ribbenssteg, kodt rødkål, brune kartofler og litervis af sovs.
For første gang i historien og med et 50/50 delt smagepanel måtte vi erkende, at anden pladsen måttes deles mellem Horseshoes and Handgrenades og 2009 Silvanus, Edición Limitada.
Årets vinder blev 2010 Chateauneuf-Du-Pape “Tradition”, Chateau Fortia. Gatromand.dk skriver: En af de vine, som fik højest score overrall, da de blev rated. Jeg har lige kigget på noterne og kan se, at der faktisk to gang står “smager fandme godt det her” og “matcher maden perfekt” – meget underholdende. En dejlig vin men masser af røde og mørke bær i næsen, solbær, blomme, men også den her lidt “flæske-agtige kostalds duft”, hvis du ved hvad jeg mener. En vin, som alle ville synes godt om. Det er vores nye dreng Bichel Vine som har leveret denne.
Har du lyst til at læse om de andre vine i top 5 kan du hoppe ind på gastromand.dk og tjekke dem ud. Her kan du samtidig læse om Champagne smagningen som foregik samme aften (ja du læste helt rigtigt)
Glædelig jul her fra Madfar.dk og med ønsket om et lykkebringende nytår.